Nedsæt arbejdstiden !

30. april 30 TIMERS ARBEJDSUGE

Læserbrev af Christian Juhl,
arbejdsmand og MF for Enhedslisten

Det er en god ide med kortere ugentlig arbejdstid, at dele arbejdet eller indføre flere orlovsordninger.

Arbejdstiden er systematisk sat ned siden 1898, hvor det første 1. maj-møde lød på 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers søvn. Men det er længe siden, vi sidst satte den ned.

Ugentlige arbejdstid
1911: 55 timer
1920: 48 timer
1955: 45 timer
1966: 44 timer
1970: 41,75 timer
1974: 40 timer
1991: 37 timer

Nogle mener, vi skal arbejde mest muligt. Jeg er uenig. Jeg lever ikke for at arbejde, men omvendt. I en tid med mange arbejdsløse, er det meningsfuldt at deles om det arbejde, der skal gøres.

Alt for mange bliver nedslidt og stresset af alt for meget arbejde.

Andre får ikke muligheden for at være med og bliver syge af at gå arbejdsløs.

Hvis 5 ansatte deler deres job med en ledig og alle går ned på 30 timer, vil det næsten gå op. Hvis vi indregner udgifterne til nedslidning af de mange, der arbejder for meget og dagpengene, til de, der intet arbejde har, er det tæt på, at regnestykket passer.
Arbejdsgiverne bør betalte den sidste del for at få en mere frisk og veloplagt arbejdskraft.

Mange børnefamilier har stressede hverdage. Her ville en ekstra time om dagen gøre lykke. Eller nogle måneders ekstra børne- eller familieorlov.

Andre trænger til uddannelse. Hun bør have uddannelseslov, hvis en ledig kan træde ind i arbejdet i stedet.

Glem ikke, at hvis klimaforandringerne ikke skal gå helt amok, skal fremtidig produktivitetsfremgang omsættes i lavere arbejdstid i stedet for øget forbrug. Vi skal forbruge klogere, hvis vores børnebørn også skal have en chance på denne klode.

Det er ikke nemt. Men det er godt for mennesker, klima og samfundet.

God 1. maj – for kortere arbejdstid.