Graverende forhold i sundhedsvæsnet

ENHEDSLISTEN INDKALDER MINISTEREN I SAMRÅD OM FORHOLDENE I SUNDHEDSVÆSENET

Peder Hvelplund:
28. august 2016:

DR har gennem en aktindsigt i Arbejdstilsynets besøg på danske sygehuse afsløret et billede af horrible svigt over for patienter og personale – senest på Intensivafdelingen i Køge og Akutfunktionen i Randers. Ligeledes ved vi fra tidligere rapporter at både svangreomsorgen og psykiatrien lider under det samme arbejdspres.

Enhedslistens Sundheds- og Psykiatriordfører Peder Hvelplund siger:

– Det vidner om et generelt billede i sundhedsvæsenet. Et billede hvor sundhedsfagligt personale må give køb på deres faglighed på grund af et helt urimeligt arbejdspres og patienter der ikke får den behandling og pleje der giver dem sikkerhed og en hurtig rehabilitering. Når jeg tidligere har rejst det over for ministeren er standardsvaret, at det er Regionernes ansvar og sundhedsvæsenet har fået tilført 2,4 mia. kr. Jeg kan blot konstatere at ministeren har brug for et virkelighedstjek, hvis hun mener det er svar på de problemstillinger patienter og personale står med.

– Skiftende regeringer har år efter år gennem økonomiaftalen pålagt Regionerne et effektiviseringskrav på 2%, der betyder at de ansatte HVERT ÅR har skullet nå 2% flere opgaver på den samme tid. Samtidig er der kommet et øget pres på opgaver der skal udføres. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Derfor er der ikke tale om enkeltstående skandaler på specifikke afdelinger, men et generelt systemisk problem, der afslører et sundhedsvæsen under et helt urimeligt pres – både økonomisk og fagligt.

– Jeg har derfor indkaldt ministeren i samråd for at redegøre for hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved de graverende forhold for ansatte og patienter som de dybt bekymrende afsløringer afdækker. Det er jo ikke ny viden, både sygeplejersker, jordemødre og læger har tidligere råbt op om de forhold der er virkelighed i det danske sundhedsvæsen.

“Vil ministeren redegøre for hvad regeringen vil gøre ved den generelle problematik som er blevet afsløret gennem arbejdstilsynets rapporter efter besøg i Sundhedsvæsenet, som har afsløret helt urimelige arbejdsvilkår for de ansatte der kan have ført til fare for patientsikkerheden. “

“Vil ministeren redegøre for om det fortsat er regeringens opfattelse at det er muligt for Regionerne at levere effektivitetsbesparelser på 2% årligt og samtidig opretholde et højt fagligt niveau i Sundhedsvæsenet. “

Med venlig hilsen
Peder Hvelplund
Sundheds- og psykiatriordfører
Enhedslisten