Støt de strejkende på de socialpsykiatriske bosteder Lindegården m.fl

 

Enhedslisten
Region Sjælland
12-13. maj

Støtte udtalelse til det strejkende personale.

Personalet på de social psykiatriske bosteder Lindegården, Roskilde, Holme i høje Taastrup og Stubberupgård i Borup har besluttet at nedlægge arbejdet. I Enhedslisten er vi fuldstændig klar over at beslutningen om at nedlægge arbejdet, ikke er noget “man bare gør”. Der ligger altid tungtvejende årsager bag, når personale grupper føler sig presset til at “trække dette kort”. Det er desværre en meget tragisk baggrund med stærkt forværret arbejdsmiljø, grundet årelange nedskæringer og en følelse af manglende muligheder for at udføre sit arbejde på et fagligt forsvarligt grundlag.

Det seneste dødelige angreb på en medarbejder fra Lindegården i Roskilde indenfor socialpsykiatri og forsorg fra marts måned 2016, er det 4 angreb med dødelig udgang indenfor 4 år. Når medarbejdere på samfundets vegne skal passe og behandle meget farlige syge medborgere, skal der altid være de nødvendige ressourcer tilstede og fagligt forsvarlige rammer at gøre det i. Samfundet har jo både et moralsk, men i høj grad også et klart retsligt ansvar i arbejdsmiljø lovgivningen over for de ansatte, at de ikke kommer til at lide overlast ved at passe deres arbejde. De utallige henstillinger og straks påbud fra Arbejdstilsynet kombineret med medarbejdernes utallige påtaler, vidner desværre om det modsatte. Åre lange nedskæringer i den offentlige sektor i almindelighed og indenfor sundhed og omsorg i særdeleshed, er gået over gevind med tragiske følger for alle.

Fra Enhedslisten i Region Sjælland, skal vi derfor udtale vores ubetingede støtte og sympati-tilkendegivelser overfor de faggrupper der har følt sig tvunget til at nedlægge arbejdet i denne sag og vi skal opfordre alle, her under hele af fagbevægelsen til at støtte de aktionerende. Og vi skal opfordre de relevante myndigheder, til hurtigst muligt at få bragt orden i arbejdsmiljøet på institutionerne, således at arbejdet kan genoptages under ordnede forhold.
De strejkende kæmper i denne sag på vegne af alle borgere og pårørende, som enten selv kan risikere at skulle gøre brug af socialpsykiatrien, være pårørende til borgere der skal, eller være medarbejder på bosteder der yder den kæmpe indsats hver dag, at skulle passe og pleje syge og farlige borgere.

Fra Enhedslisten i region Sjælland vil vi gerne støtte jeres kamp med 5000 kr. Tak for jeres indsats for offentlig anstændighed og ordentlige arbejdsvilkår.
På vegne af Enhedslistens Region Sjællands bestyrelse: Christian Tastrup
På vegne af Enhedslisten Region Sjællands regionsrådsgruppe: Bruno Jerup

DLF’s lokale formand taler på 12. maj demo ved Roskilde rådhus, hvor de strejkende fra Lindegården også var mødt op.