Bevar Tølløsebanen og bus 490

Indlæg i Nordvestnyt 19. November 2018, af Karen Thestrup Clausen, medlem af Holbæk byråd for Enhedslisten.

Bevar Tølløsebanen og bus 490

Tølløsebanen er en vigtig togforbindelse til uddannelsesstederne i Holbæk og Slagelse. Tølløsebanen bør forlænges til Holbæk. Det er fuldstændig absurd at fjerne halvtimesdriften på banen. Specielt efter at banens skinner lige er blevet forbedret.

Bus 490, der forbinder Jyderup/Mørkøv med Ruds Vedby/Slagelse henholdsvis Svinninge, er også en vigtig regional forbindelse. Det er forkert at fjerne aften- og weekendtrafikken, når der ikke er en bedre løsning i udsigt.

Det er budskabet fra Holbæks Kommunalbestyrelse, når vi er tre medlemmer af klima- og miljøudvalget, der drager ned til møde med regionens trafikudvalg tirsdag den 20. november.

Besparelserne er tilmed ikke nødvendige. Regionen kan overholde sit budget uden at spare på den kollektive trafik. Besparelsen kan tages et andet sted, hvor regionens opgaver er forsvundet. Det har Enhedslistens medlemmer i regionsrådet påpeget.

Karen Thestrup Clausen

KB-medlem (EL)

Holbæk Kommune