Taxichauffører har arbejdsmiljøproblemer

Læserbrev, 27. oktober.

Af MF Christian Juhl, arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten.

Minister erkender problemer i taxabranchen.

9 ud af 10 taxichauffører i Danmark har følt sig trætte, og knap hver anden har været indblandet i trafikuheld på jobbet, fordi de var for trætte til at køre.

En frisk nordisk undersøgelse viser, at mange arbejdstimer og træthed bag rattet er et kæmpeproblem for taxichauffører og for trafiksikkerheden på de danske og nordiske veje.
Enhedslisten og SF havde kaldt ministeren i samråd om de uholdbare forhold – hvor vi opfordrede ham til at kulegrave området.

Han erkendte de alvorlige problemer og vil nu igangsætte en undersøgelse af problemerne.

Et af problemerne kan være, at chaufførerne er provisionslønnede.

Det betyder at lave provisioner og perioder med få kunder kompenseres af både vognmænd og chauffører med ekstra timer.

Sandsynligvis ligger løsningen i faste timelønninger og fast arbejdstid.

Det forudsætter at 3F og taxavognmændene kigger kritisk på deres overenskomster, der er bygget op på provision.

Det er derfor vigtigt at undersøgelsen planlægges i samarbejde med bl.a. chaufførernes fagforening, 3F, så alle detaljer kan komme frem i lyset – og så bæredygtige løsninger kan komme på bordet.