REGERINGENS GAVEBOD ER GIFT FOR VELFÆRDEN

29. august 2017, FOA: Gavebod er gift for velfærden

Regeringens nye skattelettelser for 23 milliarder kroner vil være gift for den offentlige velfærd, mener FOA.
“Regeringen er totalt blind for, at den offentlige sektor har været udsultet siden finanskrisen,” påpeger FOA-formand Dennis Kristensen.
“Der mangler stadig 35.000 kommunalt ansatte i forhold til dengang Venstres nye finansminister hed Claus Hjort Frederiksen. Effektiviseringer, produktivitetskrav og besparelser er fortsat hverdagen. Hospitalerne fik med regionsaftalen i sommers et nyt hug af regeringen i form af produktivitetskravet på de to procent. Udgiftene pr. ældre er faldet år for år. Og udgifterne vil fortsætte med at falde næste år, hvis kommunerne vedtager de budgetter, der i disse uger er til behandling,” fortsætter Dennis Krtistensern

Han hæfter sig ved, at det kun er gavepakken, som regeringen har præsenteret i dag. Betalingen udmøntes i finansloven, som følger de kommende dage.
Med topskattelettelser i nye forklædninger, nye billigere luksusbiler og en vifte af skattefryns på blandt andet pensionen vil det især være de allerrigeste danskere, der scorer de fleste af milliarderne i det 23 milliarder kroners store udspil.

“Jeg synes, det ser decideret usympatisk ud – og jeg mangler noget anstændighed hos regeringstoppen, der har tid til at glæde sig over, at folk nu kan købe Lamborghinier, men pænt springer over de svageste på kontanthjælpen, på dagpengene eller de mange, der piskes rundt i umenneskelige ressourceforløb,” siger Dennis Kristensen.

“Den danske samfundsmodel er under voldsomt pres for tiden med stærkt stigende ulighed, og hvor de politiske reformer alt, alt for ofte svigter de svageste. Forslaget om det højere beskæftigelsesfradrag vil f.eks. igen udhule arbejdsløshedsdagpengenes dækningsgrad. Nu har man fået smidt 70.000 ud af dagpengesystemet. Og det synes at være logikken, at hver gang man kommer til dagpengene, så skal de forringes. Det er og bliver usympatisk,” siger Dennis Kristensen.

Kontaktinformation
Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 4018 4281