Godt sjællandsk valg med små minusser

I de sjællandske kommuner overgik Enhedslisten et ellers fornuftigt regionalvalgsresultat fra 2021 og i forhold til de 17107 stemmer fra folketingsvalget i 2022 blev det med 24694 stemmer til en fantastisk stigning.

I de kommunale valg blev det til store fremgange i Greve, Lolland og Slagelse samt især Sorø med næsten en fordobling. Det betød en stigning fra 19 til 21 indvalgte i kommunerne på trods af et ærgerligt nederlag i Stevns, hvor vi manglede en enkelt stemme i at skulle have lodtrækning med RV om en plads i kommunalbestyrelsen.

I Region Øst nåede vi 5 mandater. Bruno Jerup er med en sikker opstillingsplads naturligvis indvalgt og Carli Hækkerup forsvarede sjettepladsen fra opstillingen og er derfor førstesuppleant til det nye regionsråd. Birgit Hamming er 3.suppleant og Helene Vadsten 5.suppleant.

De 21 opstillede for EL fra Region Sjælland fik i alt 13414 personlige stemmer med mange store spring i forhold til i 2021. Sikkert et udtryk for, at mange sjællændere har forsøgt at sikre den lokale/sjællandske repræsentation i Region Øst samt en god valgkamp.

En af valgets sejre var, at Enhedslisten fik flere stemmer end Venstre i Region Øst og det har vi foreløbig ved konstitueringen fået omsat til, at vi ved besættelse af diverse poster kan vælge før dem.

I de hele taget er vi fra bestyrelsen i Enhedslisten her i Region Sjælland rigtig tilfredse med de resultater, som Tormod Olsen og Bruno Jerup har fået forhandlet hjem.

Allerede da dagen gryede 19. november var den 13 sider lange politiske platform på plads. Den kan ses på Region Østdanmarks konstitueringsaftale – Region Østdanmark og indeholder i høj grad det vi kunne ønske at have med og uden udsalg til de borgerlige partier i konstitueringen, som kunne underskrives kl.10.

Ved resten af konstitueringen, hvor placeringer i de kommende 6 sundhedsråd er overordentlig vigtig, ser det også ud til at Enhedslisten bliver rigtig godt tilgodeset. Det skyldes bl.a. at konstitueringspartierne råder over 32 af de 47 pladser og dermed over 2/3 flertal. Fordelingen af posterne er et meget stort puslespil ikke bare mellem, men også inden for partierne, så det er en stadig pågående proces. Vi skal nok offentliggøre resultater efterhånden som de står fast.