Forsvar bus linje 120 Køge-Høje Tåstrup og natbusserne 97N og 99N !

Læser indlæg af Niels Rolskov 29. oktober, medlem af byrådet i Køge for Enhedslisten.

BEVAR BUS 120, 97N og 99N

Et flertal i Region Sjælland har sat sig for at forringe den Regionale bustrafik i Køge området til ukendelighed.

Buslinje 120 går fra Køge til Høje Taastrup og er en af Sjællands mest benyttede buslinjer, tusinder er afhængig af Bus 120 for at komme på arbejde eller uddannelse, for at komme til en station, for at komme ud at handle eller måske blot for at besøge venner og familie. Lukning af Bus 120 vil efterlade et blødende sår i den kollektive trafik i den nordøstlige del af region Sjælland.

Natbusserne 97N ( København -Køge) og 99N ( Køge – Karise) står også for at falde for sparekniven. Mange, og i hvert fald næppe flertallet i Regionsrådet, tænker åbenbart på, at natbusserne for mange er den eneste mulighed for at komme på arbejde i de tidlige morgentimer eller sent på aftenen! Skal alle disse hårdtarbejdende mennesker der holder samfundet i gang mens vi andre sover lades nu i stikken? Natbusserne har også været et godt tilbud til vores unge mennesker når de har været en tur i byen – skal vi nu igen frygte for unge mennesker ikke kan modstå fristelsen for at tage en bil selvom de ikke er helt sikre i trafikken?

Alt i alt en på alle måder dårlig ide at nedlægge disse tre vigtige busruter i Køge området!

Det tragiske er jo, at Enhedslistens repræsentanter i Regionsrådet gentagne gange har peget på alternative besparelser så busdriften kan opretholdes uden nedskæringer – hvorfor taler de for døve ører?

Enhedslisten har i stedet foreslået, at bevare det nuværende niveau på alle busafgange, bevare vores natbusser og lokalbaner, selvom vi helst så den kollektive trafik udbygget, især i landdistrikterne.

Vi har også foreslået, omlægning af dieselforbruget til grøn energi, gratis medtagelse af cykler, samt sammenlægning af vores lokalbaner, så regionen, ved at skaffe flere passagerindtægter, kunne bindes bedre sammen især til vores sygehuse, uddannelsesbyer og landdistrikter. Dette i stedet for at jage passagererne væk fra den kollektive trafik.

Ingen af disse forslag er blevet støttet af nogle af de andre partier, desværre heller ikke SF.

Vi støtter de mange underskriftindsamlinger og protestbreve fra borgmestre, uddannelse institutioner, elever og borgere, hvis hverdag vil blive betydeligt besværliggjort og vi opfordre regionsrådet til at afvise alle de bebudede besparelser fra trafikudvalget på Regionsrådets kommende møde den 5. november.

Med venlig hilsen
Niels Rolskov