Finanslovsaftalen svigter patienter og ansatte !

18. november 2016, EL: Finanslovsaftalen svigter patienter og ansatte !
Peder Hvelplund MF Enhedslistens Sundheds- og psykiatriordfører.

Sundhedsvæsenet i Danmark er ved at bukke under i arbejdspres, effektiviseringer og målstyring.

Det er positivt at der i Finansloven afsættes 2,2 mia. til kræftplan IV, men når produktivitetskravet fastholdes, der hvert år tvinger Sygehusene til at levere ekstra ydelser svarende til 1,3 mia., løser det ikke det grundlæggende problem med et Sundhedsvæsen der er ved at kollapse.

– Vi har et Sundhedsvæsen der er ved at bryde sammen under arbejdspres og krav om effektiviseringer. Det har alvorlige konsekvenser for arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Der er ikke brug for flere forkromede pakker, der er brug for et generelt løft til hele Sundhedsvæsenet. En kræftpakke forslår som skrædder i helvede når der stadig kræves produktivitetsstigninger og effektiviseringer for 1,3 mia. kr. årligt.

– Med denne Finanslovsaftale fortsætter uligheden i sundhed med at vokse. Regeringen fokuserer på enkeltområder i stedet for at skabe overblik. Et fortsat udsultet sundhedsvæsen kommer til at betyde en endnu større opdeling i hvilke sygdomme og patientgrupper der får den kvalitativ bedste behandling. En opdeling i et sundhedsmæssigt A og B hold.

– Det er forstemmende at regeringen endnu engang overser psykiatrien. Det er regeringens udtalte målsætning at somatik og psykiatri skal sidestilles og at psykiatrien har et efterslæb. Men regeringen viser ingen vilje til handling. Selvom genindlæggelsesprocenten stiger og patienter bliver udskrevet alt for tidligt viser finanslovspartierne ingen vilje til handling. Det er dybt forstemmende.

Med venlig hilsen

Peder Hvelplund
Sundheds- og psykiatriordfører
Enhedslisten
Tlf.: 33 37 50 08