Enhedslisten klar med kandidatliste til den nye Region Øst

Enhedslisten i det, der bliver den nye megarregion har vedtaget en kandidatliste til det kommende regionsrådsvalg i november. Enhedslisten stiller op på partiliste med kandidaterne i prioriteret rækkefølge.

Den vedtagne liste ser sådan her ud:

Tormod Olsen
Gül Øzcan
Bruno Jerup
Helena Hedegaard Udsen
Sanne Larsen Friborg
Carli Hækkerup
Birgit Jensen Hamming
Christian Wegener Jørgensen
Torben Conrad
Luise Marie Bak

Tormod Olsen, regionsrådsmedlem Region Hovedstaden:
Jeg er glad for og stolt over at stå i spidsen for et hold af både ny og erfarne kandidater. Vi vil gøre vores yderste i kampen for et stærkt sundhedsvæsen. Der skal være fri og lige adgang, og personalet skal have rammerne til at give en god og omsorgsfuld behandling. Vi skal udnytte de kommende store forandringer af sundhedsvæsenet til at give psykiatrien et væsentligt løft og tænke forebyggelse langt mere ind.

Gül Øzcan, sygeplejerske:
Som sygeplejerske oplever jeg hver dag, hvordan vores sundhedsvæsen presses til det yderste. Mine kolleger løber hurtigere end nogensinde, mens patienterne risikerer at betale prisen. Det vil jeg ændre. I den nye Region Øst vil jeg kæmpe for bedre arbejdsforhold, så vi kan fokusere på det, der betyder mest – trygge, værdige og effektive patientforløb.

Vi har brug for handling nu: bedre normeringer, mere fleksible arbejdsvilkår og investeringer i grønne løsninger, der gavner både patienter og personale. Vores sundhedsvæsen skal hænge sammen – ikke slides op

Bruno Jerup, regionsrådsmedlem Region Sjælland:
Jeg håber, at vi med den nye megaregion kan blive ved med at sætte fokus på den geografiske og sociale ulighed i sundhed. Alle skal have lige vilkår i vores sundhedsvæsen. Derudover, ligger der også en opgave i at sikre og måske endda forbedre den kollektive trafik – ikke mindst i yderområderne her på Sjælland. Vi skal tænke grøn omstilling ind i alt, hvad vi gør på vores hospitaler og i vores infrastruktur – det er vi ikke mindre forpligtede til i en større region