Enhedslisten er med i Budgetaftalen 2025 for Region Sjælland

Enhedslisten er tilfreds med den foreliggende budgetaftale for 2025. Den adresserer ikke alle problemer, men Enhedslisten står naturligvis bag alle dele af budgetaftalen. Vi vil her fremhæve nogle områder, som Enhedslisten har lagt særligt vægt på i forhandlingerne om budgetaftalen.

Enhedslistens regionsrådsmedlemmer Bruno Jerup og Carli Hækkerup insisterede under forhandlingerne på, at der oprettes 10 faste screeningssteder til screening af brystkræft fordelt i regionen, med åbningstider i ydertimerne og weekenden. For Enhedslisten er det en prioritet, at give de kvinder, der indgår i screeningsprogrammet tryghed, nærhed og en forebyggende indsats. I mange år har der været talrige problemer i forhold til brystkræftscreening, både i forhold til indkaldelserne via lægens ydernummer og i forhold til de busser, der i mange år har været ustabile og svære at transportere rundt i regionen, med nedbrud til følge. Det er vigtigt, at alle kvinder i regionen, som ønsker det, har geografisk adgang til screening for brystkræft. Det redder liv!

For at give mere nærhed i sundhed er det vigtigt for Enhedslisten, at de decentrale lægevagts- og konsultationssteder nu får længere åbningstid. Med budget 2025 udvides åbningstiden, på hverdage fra 2 til 3 timer og i weekenden fra 5 til 7 timer. Der er dog stadigvæk et stykke vej til, at der er samme dækning som på de centrale lægevagtkonsultationssteder.

Det har været vigtigt for Enhedslisten, at vi fremadrettet får forbedringer i den kollektive trafik. Med aftalen for 2025 er der fundet midler til at serviceniveauet fastholdes. Det er aftalt for budget 2025, at hele Region Sjællands kollektive trafikområde skal efterses, så vi kan få styrket området fremadrettet. Adgangen til kollektiv trafik er samtidigt en del af diskussionen om ulighed i sundhed, for når der ikke er tilstrækkelig offentlig transport til rådighed, giver det ulighed i sundhed for dem der ikke har andre transportmuligheder.

I Enhedslisten har vi en sundhedspolitik, hvor vi ser sundhed i en social, økonomisk og politisk enhed. Derfor er sociale faktorer og forebyggende faktorer vigtige for Enhedslisten. I den sammenhæng er det glædeligt, at der bliver en væsentlig styrkelse af den forebyggende indsats, hvor normeringen af stillinger i forebyggelsessekretariatet stiger fra de nuværende 2½ til 5 stillinger, hvilket betyder at indsatsen i forhold til at fremme den forbyggende indsats vil blive opnormeret, samt at der med tiden kan opstartes flere initiativer.

Enhedslisten er glade for det store fokus på ulighed i sundhed, der er i budget 2025. Der er mange gode initiativer i den forelagte budgetaftale. Der har i flere år været fokus på uligheden i geografien. Det er vi i Enhedslisten helt enige i. Vi vil dog fremhæve, at en del af uligheden også handler om social ulighed. Der er social ulighed på mange forskellige niveauer. Et af de mange initiativer er styrkelsen af egen læge, i de områder hvor det er svært at rekruttere læger, men aftalen indeholder midler til at løfte området og dermed tiltrække læger.

I Enhedslisten glæder vi os også over, at en af Enhedslistens mærkesager, besparelser på de eksterne konsulenter, bliver opprioriteret, ved at der endnu engang indføres besparelser, og midlerne bruges til at hjemtage flere opgaver til regionen. Ved at tiltrække og fastansætte faglig kompetent personale, sikrer vi os, til dels at opgaverne løses indenfor budgettet, og til dels at kompetencerne kan bruges fremadrettet i regionen.

Enhedslisten indgår i budgetaftalen, som vi samlet synes er en god aftale ud fra de foreliggende ressourcer som regeringen stiller til rådighed. Der er stadigvæk rigtigt mange udfordringer i kampen mod ulighed i sundhed, specielt i Region Sjælland, hvor andelen af borgere med mange komplekse sygdomme og socialt udsatte er større end i de andre regioner. Derfor vil Enhedslisten i lighed med den politik vi altid har ført, kæmpe for at borgerne i Region Sjælland får samme muligheder for sundhedstilbud som resten af befolkningen.